Valdemarsro: 10 hotspots i børnehøjde

Valdemarsro: 10 hotspots i børnehøjde

Foto: Valdemarsro

Aarhusianske Ann-Christine er både succesfuld blogger og mor til to. Hvor tager hun på udflugt med børnene henne, og hvad laver familien på regnvejrsdage? Det afslører hun i dette interview.

Den succesfulde Aarhus-blogger Ann-Christine Hellerup Brandt er kendt som kvinden bag den populære livsstilsblog Valdemarsro, der siden 2007 har inspireret sine læsere med et univers af mad, indretning, rejser og hverdagsindhold. Ved siden af bloggen er hun desuden mor for tvillingerne Johan og Julie, og her giver hun et blik på Aarhus i børnehøjde.

Hvad er i dine øjne den bedste sommeraktivitet med børnene?
Uden tvivl at være i haven og bare slappe af, ordne højbedene, læse bøger, spille kort og stangtennis, tænde grillen og lave god mad. Kort og godt bare slappe af og nyde sommervejret, og det er lige præcis, hvad vi har gjort de dage, hvor vejret har været allerbedst.

Hvad er yndlings-regnvejrsaktiviteten med børnene hjemme hos dig?
Når det regner og rusker udenfor, tænder vi stearinlys, sørger for varm te på kanden og spiller kort og brætspil. Det er tophyggeligt! Mine børn er ret skrappe i dén lejr, så tit er vi alle sammen på samme niveau. I øjeblikket spiller vi 31, skak, ludo og UNO.

Hvor finder man Aarhus’ bedste legeplads?
Det kommer meget an på børnenes alder, men lige nu er legepladsen hos DOKK1 i høj kurs hos mine børn. De elsker både de udendørs og indendørs legearealer, at kigge på og læse i de mange bøger på biblioteket, spille spil og gå på opdagelse. Det er virkelig blevet et godt værested for alle aldre.

Hvad er din favorit-børnetøjsbutik i Aarhus?
På det felt er jeg vist helt uopdateret, da jeg udelukkende køber tøj online. Også tøj til mine børn. De shops, jeg ofte bruger, er H&M, House of Kids, POMPdeLUX, Wheat og Faktor Fobi til badetøj.

Hvilken butik tager du oftest hen i for at købe legetøj til dine børn?
Vi er tit forbi legetøjsafdelingen i Salling, som gør det ret godt. Herinde bliver der drømt mange legetøjsdrømme og opfundet gode ideer til ønskesedler. Desuden ligger den perfekt placeret ved siden af bogafdelingen, der giver mulighed for inspiration til alverdens kreative sysler.

Hvad er dit bud på den bedste barselscafé i Aarhus?
Jeg havde ikke behov for barselscaféer, da vi flyttede til fra København til Aarhus for fire år siden. Dengang var Johan og Julie nemlig 3 år. Men når andre spørger, anbefaler jeg oftest Hos Sofie’s Forældre på Frederiksgade, som jeg synes er et hyggeligt sted at tage hen med barnevognen.

Hvor tager du oftest familien med ud og spise henne?
Egentlig elsker vi at spise hjemme, så når vi tager ud, skal være ekstra lækkert, inspirerende og værd at komme efter! Heldigvis har Aarhus simpelthen så meget godt at byde på til det formål, og vi forsøger oftest at udforske nye steder. De sidste spisesteder, vi har været på sammen, er Falafel King (Aarhus bedste falafler!), Juliette i Jægergårdsgade og Sota Sushi på Banegårdspladsen. Vi kan også godt lide at snuppe en kakao på Double Rainbow i det kreative område bag Godsbanen.

Du skal på udflugt med børnene i Aarhusomegenen. Hvor tager I hen?
Sidst gik turen til Moesgaard Museum efterfulgt af Marselisborg lystbådehavn, hvor vi spiste belgiske vafler med is. Det regnede den dag, men havde vi haft sol og blå himmel, havde vi med garanti sluttet turen af med picnic i Mindeparken og en omgang lækker mexikansk take out fra Chido på Frederiks Alle.

Hvad er efter din mening det mest oversete børnested i Aarhus?
Jeg tror ikke, den er overset, men legepladsen Børnenes Jord på Thunøgade kan varmt anbefales til alle. Som nytilflyttede var vi der en del, og mine børn elskede at kigge på geder, kaniner og høns og lege på legepladsen. DGI-huset er også et fantastisk sted for børnene at ”brænde krudt af”!

Hvad mangler vi på børnefronten i Aarhus?
Faktisk mener jeg ikke, at der mangler noget. Aarhus er en super skøn by for børn og deres forældre. Der er mange gode aktiviteter at gå på opdagelse i, og vi er selv langt fra færdige med at opleve alt det, der stadig er nyt for os.

Marie Larsen
Journalist på Kids Aarhus. Det fynske hjerte banker for den jyske hovedstad, som har været hjembyen siden 2010. Bruger størstedelen af tiden på at udforske Aarhus’ ekspanderende kulturliv og at anlægge grønne fingre i kolonihaven. Har en bachelorgrad i tysk sprog, kultur og litteratur og en kandidatgrad i nordisk sprog og litteratur fra Aarhus Universitet.