Nutidensmor: 10 hotspots i børnehøjde

Nutidensmor: 10 hotspots i børnehøjde

Foto: Nutidensmor

Bloggeren Johanne Mygind fra Nutidensmor.dk afslører sine yndlingssteder at gå ud med familien i Aarhus.

Den 27årige pædagogstuderende Johanne Mygind står bag den kun toårige blog Nutidensmor.dk, hvor hun i en humoristisk og uhøjtidelig tone beretter om livet som mor til den treårige datter Augusta. Gennem ti spørgsmål åbner hun her for Aarhus set fra en familiemors perspektiv.

Hvad er i dine øjne den bedste sommeraktivitet med dine børn?
Man behøver ikke smide 20.000 kroner til en udlandsrejse for at give børnene en god sommerferieoplevelse. “Staycation” er det nye, og det kan klart anbefales at finde små perler i nærheden og udforske steder, man ikke får set i den travle hverdag! Vi blev i Danmark i år. Indrømmet, jeg gad da godt have haft 7 dages pool-strand-dase-ferie i Sydspanien, men omvendt nød vi også sommerhushyggen. Vi afkoblede, udforskede, lavede ingenting og kom hinanden mere ved.

Hvad er yndlings-regnvejrsaktiviteten med dine børn hjemme hos dig?
Hjemme laver vi legeaftaler, bygger huler og laver cirkus. I weekenderne tager vi til gymleg i DGI-huset. Det er herligt året rundt, men særligt fedt når vejret er skidt. Springhallen i Risskov er også et stort hit, ligesom ARoS er skønt for børn. Museet har for eksempel en særlig børneetage, hvor man må have madpakker med (pt. under renovering). Desuden har Augusta en ’sten-periode’ igen, så hun synes lige nu, at det er fedt at male masser af indsamlede sten og fordybe sig på den måde.

Hvor finder man Aarhus’ bedste legeplads?
Det er svært! Aarhus har en del! Det nye Frederiksbjergbyggeri byder på en moderne og alsidig legeplads, der også passer til de store børn. Her kan man spille bold, lege i legehuse, lege med vand og snakke geder, fugle og kaniner. Skanseparken er også helt unik og skøn at være i med dens store træer og kæmpe bold- og picnicindbydende plæne, og legepladsen ved Marselisborg Slot er kæmpe stor og garanterer megen underholdning.

Hvad er din favorit-børnetøjsbutik i Aarhus?
Min favorit børnetøjsbutik i Aarhus må være Hønsefødder på M.P. Bruuns Gade. Det er næsten min nabo, og jeg kigger ofte derind. Tit finder jeg hyggelige barselsgaver og får altid en hyggelig snak med personalet, der forresten er eksperter i skovejledning. Bahne gør sig også super godt på børnetøjsfronten med mange af de populære mærker. Jeg må dog indrømme, at vi mest handler i H&M. Desuden er en del af garderoben fra den aarhusianske webshop POMPdeLUX.

Hvilken butik tager du oftest hen i for at købe legetøj til dine børn?
Først og fremmest: På grund af gaveregn til jul og fødselsdag handler vi stort set aldrig legetøj. Vi mangler sjældent noget! Men når der skal erhverves nyt, er jeg svært begejstret for Børnenes Magasins fine finurlige butik på Badstuegade i latinerkvarteret. Der er legetøj fra gulv til loft, et udvalg for alle aldre og mærker, som ikke forhandles overalt.

Hvad er dit bud på den bedste barselscafé i Aarhus?
Da jeg havde barsel, og med morgenhår og rander under øjnene skulle begive mig ud for at være social med min mødregruppe, snuppede vi tit en ’to go’-kaffe fra Street Coffee og travede Skanseparken tynd. Men af deciderede caféer er Hos Sofie’s Forældre på Frederiksgade et børnevenligt bud. Der er hyggeligt, intimt, højt til loftet og barnevognsparkeringsområde. FoodFein på Sønder Allé tager også altid imod børn med åbne arme, og maden er i top! TOASTiT er en lille gemt perle med herre lækre milkshakes, og ellers vil jeg slå et slag for ART CaféARoS, som man kan droppe ind på uden at skulle betale entré til selve museet.

Hvor tager du oftest familien med ud og spise henne?
Indrømmet, vi spiser ikke ude særligt ofte. Som mor til en 3-årig foretrækker vi at købe mad hjem (hvilket vi så også dyrker rigtig meget). Nævn et sted, vi ikke har hentet mad hjem fra! Ja, vi har nok oftest været på Jensen’s, for de har indrettet sig efter børnefamilierne. Tumlerum og ’all you can eat’-softice: Børnene kan kun være glade, når de tøffer derfra.

Du og din familie skal på udflugt i Aarhusomegnen. Hvor tager I hen?
DOKK1 er en aarhusperle, som man kan udforske igen og igen. Aarhusianerne skal være stolte af dét byggeri. Hvis vi lige springer over de skønne udendørs legemuligheder, bænke- caféområdet, hvor man kan nyde en latte eller en medbragt madpakke, de indendørs tumleområder, udklædningshjørnet, gymnastikrummet, medieområdet og de herlige små læsehjørner, er der også en vigtig læring i biblioteket som institution. Har vi ikke allesammen skønne barndomsminder fra dengang, vi var så heldige at få en helt ny bog med hjem, som skulle passes på og afleveres til tiden? Det har jeg, og dén arv vil jeg gerne give videre.

Hvad er efter din mening det mest oversete børnested i Aarhus?
Væksthusene i Botanisk Have. Hallo! Smukke planter, blomstrende flora, en café og kunst. Og gratis indgang! Det ligger lige ved møllen og er oftest åbent. Der er masser af plads og en del at se. Man må endda medbringe egen mad. Perfekt barsels-spot.

Hvad mangler vi på børnefronten i Aarhus?
Jeg synes, vi kunne lære noget af Københavns vandinstallationer, hvor børn om sommeren kan springe rundt og hygge sig i vandet. Aarhus har kun Dragen, som efter min mening er lidt af en arkitektonisk skamplet på vores smukke Store Torv. Med fordel kunne vi udnytte stedet omkring Musikhuset bedre. Jeg håber på, at caféen dér vil sætte priserne ned og integrere områder, som kunne tiltrække andet end Pokémon-jægere. Det store grønne areal har trækplaster-potentiale!

Marie Larsen
Journalist på Kids Aarhus. Det fynske hjerte banker for den jyske hovedstad, som har været hjembyen siden 2010. Bruger størstedelen af tiden på at udforske Aarhus’ ekspanderende kulturliv og at anlægge grønne fingre i kolonihaven. Har en bachelorgrad i tysk sprog, kultur og litteratur og en kandidatgrad i nordisk sprog og litteratur fra Aarhus Universitet.