Emma Kathrine: 10 hotspots i børnehøjde

Emma Kathrine: 10 hotspots i børnehøjde

Foto: Emma Kathrine

Sådan bruger blogger Emma Kathrine Aarhus sammen med sin familie.

På bloggen emmakathrine.dk skriver den 24-årige Emma Kathrine om ærlighed, skønhed og om hverdagen som mor til de to børn Vega og Sylvester. Hvordan bruger bloggeren og familien mon hjembyen? En af yndlingsaktiviteterne indebærer eksempelvis Marselisborg Dyrehave og et par poser æbler og gulerødder!

Hvad er i dine øjne den bedste sommeraktivitet med dine børn?
Med den alder, vores børn har lige nu, må svaret være: At være udenfor. Naturen kan så meget og er en leg i sig selv, om det så er stranden, skoven eller et helt tredje sted. Det er utroligt, hvor mange timer der kan bruges ved stranden på at bygge slotte, soppe i vandet, samle sten, og jeg kunne blive ved! På samme tid er det en virkelig rar beskæftigelse for os forældre.

Hvad er yndlings-regnvejrsaktiviteten med dine børn hjemme hos dig?
Når weekenden melder sig, kan vi godt lide at være hjemme ved vores base, hvor både børn og voksne kommer helt ned i gear. Faktisk er vi ret gode til regnvejrsdage. Vi ser TV, tegner, leger i stuen og spiser god mad. Vi har egentlig ikke brug for at lave så meget, men jeg glæder mig alligevel til, at børnene bliver lidt ældre, så vi kan tage dem rundt på spændende museer som Moesgaard!

Hvor finder man Aarhus’ bedste legeplads?
Aarhus har mange gode legepladser. Da jeg var lille og boede i midtbyen, legede jeg rigtig meget på Børnenes Jord. Den findes heldigvis stadig, og det er og bliver bare et virkelig rart sted, som har plads til både børn, dyr og familiehygge. På legepladsen i Mindeparken kan man slå picnic og leg sammen, og derudover skulle legepladsen på den nye Frederiksberg Skole også være noget for sig.

Hvad er din favorit-børnetøjsbutik i Aarhus?
Det må være de to butikker Evig glad og Asta & Alfred fra Latinerkvarteret. De er ikke så store, men er begge spækkede med lækre ting. Og så er der bare virkelig god og personlig service. Når det drejer sig om børnetøj, handler jeg dog ikke så meget i de fysiske butikker, så der er sikkert også en hel masse fine børnetøjsbutikker i Aarhus, som jeg ikke kender til!

Hvilken butik tager du oftest hen i for at købe legetøj til dine børn?
Jeg synes, at Børnenes Magasin på Badstuegade har et virkelig fint og anderledes udvalg af legetøj. Man kan altid finde, hvad man skal bruge, og det er rart, især nu, når min datter gerne vil lege med ”rigtige” ting.

Hvad er dit bud på den bedste barselscafé i Aarhus?
Jeg går faktisk sjældent på café med mine børn, men da de var helt små, havde jeg dem selvfølgelig med i barnevognen, når jeg var ude. Som uofficiel barsels- og amme-café er der Hos Sofie’s forældre på Frederiksgade, hvor man får ganske glimrende mad. Derudover har jeg kun oplevet stor forståelse for amning, bleskiftning og babyer på Broges Kafé & Deli i Hans Broges Gade, men jeg er endnu ikke stødt på en barselscafé i Aarhus, der virkelig overrasker mig positivt.

Hvor tager du oftest familien med ud og spise henne?
Jeg synes ikke, mine børn er gamle nok til at komme med ud at spise, så indtil videre er restaurantbesøg noget, min kæreste og jeg tager på, når vi har brug for en børnefri dag eller aften. Til gengæld spiser vi ofte sammen med vores familie. Vi gør det både i weekender og hverdage, og det sætter vi virkelig stor pris på!

Du og din familie skal på udflugt i Aarhusomegnen. Hvor tager I hen?
Vi kan godt lide at køre ud mod Marselisborgområdet og enten gå en tur gennem skoven og ende oppe i Mindeparken eller køre længere ud til Marselisborg Dyrehave for at fodre dyrene med æbler og gulerødder. Tit medbringer vi selv vores med, som vi nyder i de to skønne, smukke grønne områder. Det bliver ikke hyggeligere i vores optik!

Hvad er efter din mening det mest oversete børnested i Aarhus?
Her vil jeg igen nævne Børnenes Jord, fordi det bare er et skønt sted med mange år på bagen. Når man går ind af den lille låge, føler man, at man træder ind i et helt specielt univers. Tiden går lidt i stå. Og så er det fedt, at legepladsen ligger lige midt i hjertet af Aarhus.

Hvad mangler vi på børnefronten i Aarhus?
Jeg synes, der mangler nogle flere gode udendørs faciliteter for børn i områderne udenfor Aarhus C. Nu er vi selv flyttet udenfor byen, og ofte er vi er nødt til at køre hele vejen ind til midtbyen for at finde den slags. Det kunne være rart med nogle flere nærliggende steder.

Marie Larsen
Journalist på Kids Aarhus. Det fynske hjerte banker for den jyske hovedstad, som har været hjembyen siden 2010. Bruger størstedelen af tiden på at udforske Aarhus’ ekspanderende kulturliv og at anlægge grønne fingre i kolonihaven. Har en bachelorgrad i tysk sprog, kultur og litteratur og en kandidatgrad i nordisk sprog og litteratur fra Aarhus Universitet.