10 (jule)hotspots i børnehøjde – Nisseværkstedets julekalender

10 (jule)hotspots i børnehøjde – Nisseværkstedets julekalender

af -
Foto: Nisseværkstedets Julekalender

Kathe Moesgård Sørensen står bag Nisseværkstedets julekalender, der er er kreativ julekalender til børn. Hun bor i Aarhus, og er mor til to børn på henholdsvis seks og to år.

Her kommer hun med sine allerbedste tips til julen i Aarhus.

God fornøjelse!

Hvad er i dine øjne den bedste juleaktivitet med dine børn?

I december måned er limpistolen konstant tændt hjemme hos os!

Julemåneden kalder på en helt masse kreative stunder fyldt med hygge og nærvær. Dét er noget af det bedste jeg ved.

Hos os har vi et kreabord med alverdens materialer, genbrugsting, udstyr og redskaber, gemte dimser og små dutter. I december bliver der omsat en helt masse af det til guirlander, julepynt, nisselandskaber, lanterner, og julegaver til familien.

Stuen ender som regel med at blive plastret helt til i julekrea ting og jeg elsker det!

Hvad er yndlings-regnvejrsaktiviteten med dine børn hjemme hos dig?

Vi rykker lidt tæt sammen på sofaen, laver en ordentlig omgang popcorn og ser en god film sammen. Ellers kan vi finde på at lave en gang saltdej eller spiller spil

Hvor finder man Aarhus bedste legeplads?

Aja på 6 år vil til en hver tid vælge legepladsen i Mindeparken, Bjørn på 2 år er svært begejstret for Dokk1.

Hvis jeg skal vælge smutter vi i skoven, eller ned til skovsøen ved Atletion, på forhindringsbanen, og leger der.

Hvad er din favorit-børnetøjsbutik i Aarhus?

Sådan én har jeg ikke rigtigt. Jeg er til genbrug og har ikke behov for at putte mine børn i nyt tøj hele tiden (det har jeg sådan set heller ikke når det kommer til mig selv).

Der er så meget at spare – både for miljøet og pengepungen. Vi arver en del og ellers er bagagerumsmarkederne på Ingerslevs absolut mit favoritsted at gøre gode køb.

Jeg bliver faktisk en lille smule lykkelig af at komme hjem med en flyverdragt, i perfekt stand, til en halvtreller.

Hvilken butik tager du oftest hen i for at købe legetøj til dine børn?

Igen går jeg ofte genbrugsvejen. Jeg har for eksempel lige købt en Flexitrax bane, på ReShopper, til Bjørnemanden i julegave.

På Reuse bytter vi ofte puslespillene ud og finder som regel også en ny god bog til godnatlæsningen. Mine børn er fløjtende ligeglade med, om det er nyt legetøj, bare det er godt legetøj.

Med det sagt så er jeg ret vild med at komme et smut i Askeladen. Der bliver man altid enormt inspireret af de mange bæredygtige produkter og den gode service.

Hvad er dit bud på den bedste barselscafé i Aarhus?

I min barsel med Aja-pigen tog jeg ofte på Sofies forældre. I anden omgang var behovet nok lidt et andet og kaffen blev drukket hjemme hos mødregruppen eller på gåture.

Hvor tager du oftest familien med ud og spise henne?

Åh, så længe bjørnemanden stadig er en Prins Pilfinger, har jeg ikke det store behov for at komme ud og spise hele familien. Vi bestiller hellere mad udefra f.eks. fra Pho C og P.

Men jeg glæder mig da til, at han kan holde sig i en nogenlunde radius af, hvor vi er, når vi er ude, så vi kan tage ud og nyde mere af alt den gode mad, Aarhus har at byde på.

Du og din familie skal på udflugt i Aarhus-omegnen. Hvor tager I hen?

I skoven. f.eks. til Hørhaven. I sommers fik Aja og jeg for alvor øjnene op for Geocaching. Det er en rigtig sjov og motiverende måde at være på tur på.

Især nu her hvor det er blevet koldt.

Hvad er efter din mening det mest oversete børnested i Aarhus?

Det kan muligvis ikke helt kaldes for et børnested, men Reuse har nogle skønne skønne workshops. Natur og Ungdom er også værd at holde øje med, hvis man er til natur og udeliv sammen med familien.

Hvad mangler vi på børnefronten i Aarhus?

Uden tvivl en ordentlig svømmehal! Bare noget i stil med den i Odder hvor man kan holde varmen og en ordentlig kropsholdning (og ikke er konstant squad som i Spanien), når man leger med sine børn i vandet.

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.