10 hotspots i børnehøjde – Tonie Vedel (Leg & Lektie)

10 hotspots i børnehøjde – Tonie Vedel (Leg & Lektie)

af -
Foto: Tonie Vedel

Den skønne Aarhus-mor, Tonie Vedel, driver bloggen Leg & Lektie, hvor hun hjælper os forældre til at stimulere vores børns nysgerrighed i forhold til at lære.

Hvad er i dine øjne den bedste forårsaktivitet med dine børn?
Herhjemme elsker vi naturen og foråret, så der findes ikke noget bedre for os end at gå på udkig efter små forårstegn i haven eller skoven og se de friske små blade, blomster, duftene og mærke at den varme luft er på vej.

Hvad er yndlings-regnvejrsaktiviteten med dine børn hjemme hos dig?
Det bedste er at hoppe i regntøj eller bar numse, og ud i regnen og hoppe rundt og fjolle. Hvis vi ikke lige orker hele det cirkus, så er et brætspil også et sikkert hit.

Jeg spiller ofte Ludo eller backgammon med Bjørn på fire år, når det er koldt eller dårligt vejr udenfor.

Jeg elsker den nærvær, det giver, at sidde omkring et spil og være koncentreret om det.

Desuden indeholder det megen læring, som jo er min kæphest, som lærer og stifter af LEGogLEKTIE.dk.

Foto: Visitaarhus

Hvor finder man Aarhus bedste legeplads?
Helt klart naturen og stranden, da mulighederne for leg er uendelige.

Desuden stimulerer det børnenes fantasi, at de selv skal finde på nogle sjove lege.

Men hvis jeg skal vælge en rigtig legeplads, så må det blive den på Højvangsvej i Stavtrup, hvor vi bor.

Her er der sammen med legepladsen lavet hyggelige kroge, borde med overdækning til at spise og der er plantet frugttræer og bærbuske. Den er super hyggelig!

Hvad er din favorit-børnetøjsbutik i Aarhus?
Jeg køber alt børnetøj på nettet. Hvis jeg køber i en butik er det Salling, da det er nemt og hurtigt,

Hvilken butik tager du oftest hen i for at købe legetøj til dine børn?
Jeg køber ret sjældent legetøj, da vi har arvet meget også finder vi selv på en masse lege med for eksempel sten, kridt, post-it som jeg også deler på LEGogLEKTIE.dk.

Jeg er ikke så meget for alt det merchandise til forskellige film og legetøj, der hitter lige nu.  Jeg er mere til det lidt mere langsigtet, og det med mange muligheder og læringsmuligheder for eksempel lego eller Magplayers eller endnu bedre bambussen i haven, der både kan være hule, hus, købmand. grotte, insektbo osv.

Hvad er dit bud på den bedste barselscafé i Aarhus?
Jeg har desværre ikke så meget erfaring der, da begge vores børn er kronisk syge og bare skreg og ikke sov hele min barsel, så jeg blev meget hjemme.

Hvor tager du oftest familien med ud og spise henne?
Vi spiser sjældent ude sammen på resturaunt, da det bare er kaotisk med to små børn, men ofte tager vi på en skovtur eller strandtur med en madpakke.

Ellers Aarhus Street Food, da det ikke gør noget ungerne larmer, og maden er god.

Foto: Visitaarhus

Du og din familie skal på udflugt i Aarhusomegnen. Hvor tager I hen?
Et naturområde for eksempel Dyrehaven, Marselisborgskoven eller stranden for at gå og kigge på blade, blomster, vand, jord og blive helt høje af den skønne og fasinerende natur.

Hvis vejret er for dårligt, synes jeg DOKK1 er et godt sted med god akustik, mange lege faciliteter, hyggekroge og samtidlig med muligheden for at låne spændende bøger med hjem.

Hvad er efter din mening det mest oversete børnested i Aarhus?
Facebooksiden Børnenes Aarhus beskriver mange legepladser i Aarhus, som er helt fantastiske, men svære at finde, hvis man ikke lige ved, at de er der.

Så jeg vil sige, at meget af det Børnenes Aarhus poster er små oversete tiltag og aktiviteter.

Hvad mangler vi på børnefronten i Aarhus?
Et vandland eller en større svømmehal, hvor ungerne kan lege i mange timer, forældrene kan slappe af på skift i en liggestol, og vi kan spise lækker frokost sammen.

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.