Foto: baBYvandring

Lotus Lykke Skov er historiefortæller, teatermager og kreativ iværksætter.

Hun har stiftet baBYvandring, hvor hun tilbyder guidede byvandringer for forældre på barsel i Århus.

Desuden laver hun indragende teaterforestillinger for 1-6-årige gennem Børnekulissen, og har optrådt i lokale daginstitutioner i ni år.

Og så er hun kunstnerisk leder af sanselaboratoriet Sensescapes, og har altid en masse bolde i luften.

Lotus er gift med Rasmus, og sammen har de Iris på 2 år. Familien bor to steder: Om vinteren i en gammel lejlighed på tredje sal i Århus C, og om sommeren i en kolonihave i Århus V.

Hvad er i dine øjne den bedste sommeraktivitet med dine børn?

Hvad som helst, bare vi er sammen og der er plads til leg og fantasi.

Jeg har lige fået sommerferie i dag, så jeg glæder mig lange morgener uden stress og tid til ting vi sjældent gør.

På min sommerferie-”want-to-do” liste står der blandt andet Moesgaard, kanotur på åen og bålpandekager i haven.

Og så skal vi cykle nogle gode ture på vores ladcykler.

Moesgaard Museum. Foto: Visitaarhus

Hvad er yndlings-regnvejrsaktiviteten med dine børn hjemme hos dig?

I regnvejr skal man da ud og hoppe i vandpytter!

Jeg håber på regnvejr snart, for naturen lider her i tørken. Iris har lige fået en ny paraply, den er et hit – også i solskin.

Uanset vejret, så bruger vi meget tid på at læse bøger, fortælle historier, synge, lave mad sammen og… spise.

Hele familien elsker mad, så på en god dag kan det rent faktisk være hyggelig børneaktivitet at købe ind og lave mad sammen.

Legepladsen ved DOKK1. Foto: Mai Lykke / Kids Aarhus

Hvor finder man Aarhus bedste legeplads?

Dokk1 er et småbørnsparadis. Vi har brugt 0-3 års legepladsen helt fra Iris var en baby.

Samtidig er jeg af den holdning, at hvor som helst kan være en legeplads, og vi har lige så ofte hygget os med at gå på opdagelse på Institut for X ved Godsbanen, fordi vi bor lige overfor.

Super fantastisk med trygge rammer og alt muligt alderssvarende stimulans, men også vigtigt at man bare går ud og undersøger sit eget nærområde. Lige nu er kolonihaven vores legeplads.

Hvad er din favorit-børnetøjsbutik i Aarhus?

Jeg køber næsten alt på Reshopper og de månedlige flagstangsmarkeder i Musikhuset eller musikhusparken.

Da Iris var helt lille, fandt jeg ofte en masse gode ting i Mødrehjælpen.

Cirkulær økonomi giver mening på så mange planer, og det er SÅ fedt at der eksisterer flere og flere steder for genbrug.

Nu er det blevet lidt sværere at finde brugt tøj, måske fordi børn over 2 år lidt lettere slider deres tøj op før det bliver for småt. Så spæder jeg lidt op med nogle billige mærker. Og svigermor strikker til os.

Hvilken butik tager du oftest hen i for at købe legetøj til dine børn?

Askeladen. Loppemarkeder. Og så cirkulerer der ofte noget i vores vennekreds.

Hvad er dit bud på den bedste barselscafé i Aarhus?

Sofies forældre, som baBYvandring har et godt samarbejde med.

Caféen i Væksthusene i Botanisk Have, Dokk1 og Café Frida i Mejlgade.

Hvis jeg var på barsel i midtbyen her i denne varme sommer, ville jeg jeg købe en boks salat fra Fika og et stykke konfekt i Ren Kost, og gå hen og sætte mig i Rådhusparken..

Hvor tager du oftest familien med ud og spise henne?

Faktisk.. Kowloon. Vi er vegetarer, og jeg har nogle madallergier,  så indtil videre står den på asiatisk, når det skal være børnevenligt.

Phó er også fint, og så elsker jeg de vegetariske forårsruller fra Den Grønne Papaya. Forleden var vi på Den Hvide Elefant, det var også lækkert.

Herude i Århus V er der ikke så mange muligheder, så her nyder jeg at min mand er en god kok.

Væksthusene og Botanisk Have. Foto: Visitaarhus

Du og din familie skal på udflugt i Aarhus-omegnen. Hvor tager I hen?

Væksthuset, Botanisk Have, Dokk1, Dyrehaven og Gellerupbadet.

Sidstnævnte er favorit på grund af deres store babybassin. Om fredagen kan man bade for 25 kroner, og  bagefter kan lige nå i Bazar Vest og spise en falafel inden de lukker.

Hvad er efter din mening det mest oversete børnested i Aarhus?

Havet.

Havnen, med den smukke kuppel Dome of Visions.

Og skovene.

Jeg ville ønske, jeg selv tog mig mere tid til at tage mit barn hen til steder, hvor man selv skal finde på og opdage.

Det skal vi i hvert fald her i sommerferien.

Og så har jeg erfaret gennem baBYvandring, hvor lidt forældre kender til byens historiske skatte.

Vor Frue Kirke er en af dem. Prøv at tage dit barn med derind en dag, og gå ned i krypten og ud i gårdhaven. Helt særlige, stille steder lige i hjertet af byen.

Eller kom med på en baBYvandring, hvor jeg viser og fortæller 🙂

Havnepladsen og Endless Connection Foto: Visitaarhus

Hvad mangler vi på børnefronten i Aarhus?

Jeg har familie i USA, og jeg har lige været derovre for syvende gang selv – men det var første gang jeg havde en to-årig med. Da slog det mig hvor utrolig børnevenlig Århus er.

Vi har ALT, lige fra anerkendte børneteatre, til fede offentlige legepladser, babysvømning, ammecaféer, babysalmesang, åbne byrum, havnefront, smukke parker, og biblioteker med alverdens programmer før børn.

Jeg føler mig ret privilegeret over at bo her med et lille barn.

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.