theFARside: 10 hotspots i børnehøjde

theFARside: 10 hotspots i børnehøjde

af -
Foto: theFARside

Er du far, eller vil du vide, hvad din mand tænker, så tune ind på The FAR Side-podcast, hvor de to fædre Jesper Breining og Christoffer Ward tænker højt om alt det, livet med små børn indebærer.

De to fædre har lovet at komme med deres allerbedste bud på 10 hotspots i børnehøjde: Det er Aarhus set med far-briller på.

Hvad er i jeres øjne den bedste sommeraktivitet med jeres børn?
At gå på opdagelse i naturen sammen med sit barn og udnytte de dejlige skove og strande omkring Aarhus. Selv den mindste bille kan blive til et eksotisk fabeldyr med sin egen personlighed i børnenes fantasi.

Hvad er yndlings-regnvejrsaktiviteten hjemme hos jer?
At tage i svømmehallen (Spanien eller Lyseng) eller at læse bøger – der er ikke noget bedre end at se børnenes koncentrerede og lysende ansigter, når de lever sig ind i nye universer. Og så er det en gylden mulighed for at tale med dem om den store verden.

Hvor finder man Aarhus bedste legeplads?
Skolemarken bag Frederiksbjerg Skole i skarp konkurrence med Dokk1. Skolemarken har klappegeder, kaniner og undulater og masser af legende børn i alle aldre. Dokk1 har innovative udendørs og indendørs legepladser samt et kæmpe børnebibliotek.

Hvad er jeres favorit-børnetøjsbutik i Aarhus?
Mødrehjælpen på Frederiks Alle – burde jo hedde Forældrehjælpen i dagens Danmark. Men lad dét nu ligge! Men de frivillige er utroligt hjælpsomme, og så støtter man et godt formål. Plus at børnene kan lege med legetøjet, mens man shopper. Tøjet skal kunne bruges, slides – dyre mærkevarer og flotte farver skal ikke være en hindring for børnenes tumlen.

Hvilken butik tager I oftest hen til for at købe legetøj til jeres børn?
Vi er begge ret spontane og elsker at finde stimulerende legetøj til vores børn. Der er ofte mange gode fund at gøre på Lions bagagerumsmarked på Ingerslev Boulevard, hvor børnefamilierne skiller sig af med aflagt legetøj.

Hvad er jeres bud på den bedste barselscafé i Aarhus?
Dokk1 – her tilbragte vi en stor del af vores barsel. En gang om ugen holdes der Fars Legestue, hvor man kan socialisere med andre fædre, og cafeen har udmærkede specialøl, til når ungerne sover – og måske byens bedste kæmpe trøfler.

Hvor tager I oftest familien med ud at spise?
Aarhus Street Food. Her er der højt til loftet, og både forældre og børn kan få en kulinarisk oplevelse.

I skal på udflugt i Aarhus-omegnen. Hvor tager I hen?
Havnen er fantastisk, især Marselisborg Lystbådehavn, men også træskibshavnen.
Jeksendalen vest for Aarhus er et dejligt sted, og hvis man orker køreturen, gør Himmelbjerget et kæmpe indtryk på de små. Og så har vi jo nogle fantastiske skove i Aarhus. Risskov og Marselisborg er som bygget til vilde eventyr med ungerne.

Hvad er efter jeres mening det mest oversete børnested i Aarhus?
Naturhistorisk Museum! Et årskort med fri entré for to voksne og et barn koster nærmest ingenting. Der er fyldt med sanselige oplevelser og masser af plads til at gå på opdagelse, og så må de udstoppede dyr gerne berøres. Begge vores unger er vilde med istidens kæmper, især mammutten, og de hyppige specialudstillinger med levende dyr. Og så sælger de pandekager i kælderen!

Hvad mangler vi på børnefronten i Aarhus?
Vi mangler et sted til fædre med lidt kant. Her skal man kunne mødes og slås og tumle med sine børn og efterfølgende drikke en øl, mens børnene leger videre. Og så skal vi da have et ordentligt badeland.

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor og bonusmor til to piger på henholdsvis fem og 11 år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.