Nyhed til alle 2018-babyer: Nu går Musikkens Børn i luften

Nyhed til alle 2018-babyer: Nu går Musikkens Børn i luften

af -

Endelig blev det 1. januar 2018 – og det betyder, at de første babyer, som bliver Musikkens Børn nu bliver født – og kan deltage i projektet sammen med deres forældre.

Sådan skriver Aarhus Symfoniorkester, der står bag projekt Musikkens Børn, i et nyhedsbrev, udsendt på årets første dag.

Styrker relationen
”Når børn og forældre i fællesskab beskæftiger sig aktivt med musik, får de en kontakt, der beriger og styrker relationen”.

“Ved at følge familierne fra barnets fødsel til første skolegang giver det os rig mulighed for at påvirke – ikke bare det enkelte barn, men hele familien, forældre, søskende og bedsteforældre og på den måde skabe grobund for et fælles samvær omkring noget værdifuldt”, siger B&U-medarbejder hos Aarhus Symfoniorkester, Mette Storgård Jensen om Musikkens Børn.

Bamsen Tutti
For at deltage i Musikkens Børn skal man få en baby i 2018, og så skal man bo i Aarhus Kommune.

Er begge disse to kriterier opfyldt, så er det muligt at tilmelde sig allerede nu via symfoniorkesterets hjemmeside.

Nybagte forældre kan også vente til Sundhedsplejen kommer forbi, for ved andet besøg efter fødslen har sundhedsplejersken Musikkens Børns maskot, den lille stribede tiger Tutti, med til alle børn – og et postkort, som vil minde de nybagte forældre om at gå på hjemmesiden og melde sig ind i klubben.

Musikkens Børn spænder helt fra fødsel til første skoledag – og i løbet af de næste seks år vil de heldige 2018-babyer vokse sammen med orkestret.

Fra 2019 og frem bliver omdrejningspunktet en række årlige koncerter og det store møde med det levende symfoniorkester.

Musik og øvelser
Herudover vil Aarhus Symfoniorkester hver måned lægge musik, film, artikler eller øvelser op på hjemmesiden, som du kan opleve og bruge sammen med dit barn – til gavn for barnets følelsesmæssige og motoriske udvikling, musikalske sans, og ikke mindst jeres samvær.

  • Musikkens børn  løber fra 2018-2024 og har til formål at invitere en hel årgang indenfor i musikkens verden og skabe grobund for et livslangt forhold mellem børnene og den klassiske musik.
  • Projektet skal give børnefamilierne gode musikalske oplevelser og idéer til værdifuldt, inspirerende og legende samvær.
Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.