Magiske øjeblikke i Riis Skov: Film i Skoven foregår i denne weekend

Magiske øjeblikke i Riis Skov: Film i Skoven foregår i denne weekend

af -
Foto: Film i Skoven

Nu rulles den grønne løber endnu en gang ud til en enestående festivaloplevelse med film, musik, kunst, dans, mad, leg, optog, bogoplæsninger og magiske oplevelser inde midt i den smukke bøgeskov.

For i denne weekend er det igen tid til Film i Skoven.

Foto: Film i Skoven

Film for børn
Film i Skoven er en enestående børnefilm- og kulturfestival, hvor begreberne “biograftur” og “skovtur” smelter sammen og bliver til en helt ny måde at se film på.

Festivalen har lagt et særdeles alsidigt program.

Der er blandt andet mulighed for at opleve forfatter Johannes Møllehave, youtuberen Alexander Husum, sangerinde Karen Mukupa, forfatter og tegner Carl Quist-Møller og det århusianske 12 mand store brassband The Wild Troublemakers.

Kreative workshops
Film i Skoven viser film fra fra hele verden og i alle forskellige genrer.

Du og ungerne kan blandt andet komme til forpremiere på “Sig det’ løgn, Luis” eller se den fantastiske franske skyggedukkefilm “Ivan Tsarevitch og forvandlingsprinsessen”.

Der er også mulighed for at gense klassikeren “Bennys Badekar” eller gå på opdagelse i finurlige kortfilm.

Filmene er bundet sammen med kreative workshops, hvor hele familien kan danse, klippe, bygge og drømme sig ind i filmens univers, så der er noget for lille som stor, ung som gammel.

Foto: Film i Skoven

Sange fra de varme lande
Musikprogrammet breder sig over navne som Karen Mukupa, som synger og fortæller historier fra de varme lande.

Hudna, som er en hybrid mellem nordisk og mellemøstlig musik, den elektroniske komponist Rumpistol, trommeslager og energibundt Kresten Osgood, det New Orleans-inspirerede brassband The Wild Troublemakers, der vil gå i optog med blæsere og trommer.

Fra Møllehave til Youtube
Og fra bøgernes verden kommer den 81-årige kulturkæmpe Johannes Møllehave og læser op fra en af sine børnebøger

Helt ovre i den anden grøft får festivalen besøg af den voldsomt populære youtuber Alexander Husum, der næsten har 300.000 følgere.

Han vil komme og fortælle om sin kreativitet og livet på de sociale medier og hvordan han håndterer at være en helt almindelig fyr og samtidig balancere stor offentlig opmærksomhed.

Fakta om Film i skoven

  • Festivalen er åben for alle, store som i weekenden den 19.-20. maj, klokken 9-17.30.
  • Der kan både købes enkeltbilletter og familiebilletter.
  • Se festivalprogrammet og følg med på Film i Skovens Facebookside og Facebookevent.
  • Festivalen er desuden åben for børnehaver og skoleklasser med uddannelsesdage den 17.-18. maj.
Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.