Mærsk-donation sikrer: 20.000 nye børn skal “Ind til musikken”

Mærsk-donation sikrer: 20.000 nye børn skal “Ind til musikken”

af -
Foto: Bjarne Bergius Hermansen / DR

Henved 20.000 skolebørn fra hele landet har i løbet af skoleåret 2018-2019 udsigt til at få en stor musikalsk oplevelse med en symfoniorkester-koncert i en stor koncertsal.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Fra 2014 til 2017 har DR Musikariet, som er DRs musikalske oplevelsescenter for børn og unge, kunnet give mere end 80.000 skolebørn fra 66 kommuner landet over en stor musikalsk oplevelse.

Og nu får 20.000 ekstra børn chancen i de to kommende skoleår.

Det er sker med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Foto: Bjarne Bergius Hermansen / DR

”Med den nye donation når vi op på, at over 100.000 børn og unge fra hele Danmark i løbet af få år har fået en stor oplevelse med klassisk musik og symfoniorkester, som de nok ellers ikke ville have fået”.

“Det er jeg meget stolt af, og det er en god måde at introducere de kommende generationer til musikken og kulturens fantastiske verden på,” siger DRs kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen glæder sig over, at DR Musikariets arbejde med at få børn og unge “Ind til Musikken”, som projektet hedder, kan fortsætte.

Koncerter landet over
De elever, der indtil videre har fået en musikalsk oplevelse via Ind i Musikken har været til koncerter i DR Koncerthuset på Amager, i Alsion i Sønderborg, Musikkens Hus i Aalborg eller Musikhuset Aarhus.

Koncerterne har typisk varet 45-60 minutter og er blandt andre blevet fremført af DR Symfoniorkestret, Sankt Annæ Symfoniorkester, Baltic Philharmonic Orchestra, FAUST – Fyns Ambitiøse Ungdomssymfoniorkester, Orkester Norden, Det Danske Ungdomsensemble (DUEN) og i starten også DR Underholdningsorkestret.

Foto: Bjarne Bergius Hermansen / DR

Lederen af DR Musikariet, Dorte Bennike, der selv er fagottist i DR Symfoniorkestret, forklarer, at “Ind til Musikken” i den kommende periode vil bygge videre på de erfaringer, DR Musikariet har fået af projektet i de første tre år.

“Noget af det, vi har fået meget god respons på, er, når vi har samarbejdet med ungdomssymfoniorkestre. Her har identifikationen været stor hos de deltagende børn og unge, fordi det lige så godt kunne være en storesøster eller storebror, der spillede, de måske ser op til”.

“Vi vil også prøve at få flere instrument-afprøvninger lagt ind i samarbejde med lokale musikskoleledere, så børnene også kan prøve dem selv i praksis. Vi gjorde det for eksempel på Langeland, og de siger selv, at de har fået en hel del ekstra elever ved det,” forklarer Dorte Bennike.

Kommune sendte alle elever
I flere tilfælde er kommuner gået ”all in” med DR Musikariets tilbud.

For eksempel har samtlige 2.-9. klasser i Ringkøbing-Skjern Kommune, og i alle børn i Odsherred Kommune været til en koncert med DR Symfoniorkestret i DR Koncerthuset, og også andre kommune har sendt hele skoler eller klassetrin.

”Der er ingen tvivl om, at det, at DR Musikariet, takket være fondsbevillingen, kan tilbyde transportstøtte til eleverne, har betydet, at vi får fat i børn fra områder, hvor det ville være helt utænkeligt uden”.

Umuligt uden støtte
“Uden økonomisk støtte til transportomkostninger havde de skoler, der ligger længst fra de store koncerthuse, ikke kunnet deltage, og det ville være uheldigt, da det netop er børn fra disse områder, der som udgangspunkt har færrest chancer for at møde den klassiske musik,” siger Leif Lønsmann, der er chef for DR Koncerthuset, som DR Musikariet er en del af.

Han forklarer, at en af DRs ambitioner med projektet er, at lade alle danske børn møde den klassiske musik tidligt i deres liv.

Vækker musisk interesse
Ifølge Leif Lønsmann har evalueringen af de tre første år vist, at DR Musikariet med “Ind til Musikken” opfylder et endog meget stort behov i kommunerne for at tilbyde børnene kulturelle oplevelser i de store kulturinstitutioner.

Samtidig er arrangementerne med til at vække børnenes interesse for musik.

Evalueringen viser også, at

  • I flere kommuner langt fra de store byer var det ned til mellem 0 og 1 procent af alle børn, der nogen sinde havde oplevet et stort symfoniorkester.
  • En meget stor del af børnene havde heller ikke været i en stor, symfonisk koncertsal, og nogle havde sågar aldrig været i København.
  • Samtidig har en stor del af børnene – fra næsten 50 procent af de mindste til 15 procent af de ældste, bagefter udtrykt interesse for at lære at spille et instrument.

DR Musikariet går nu i gang med at finde nye kommuner og nye skoler, der er interesserede i projektet og vil “Ind til Musikken” i skoleåret 2018-2019.

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.