Foto: Cirkus Krone

Vinterferie = hygge og afslapning. Og sjove aktiviteter med ungerne.

Vi har samlet vinterferiens arrangementer for børn i denne guide.

Ninja Warrior-bane åbner i Rush
Trampolinparken Rush Aarhus kan nu endelig åbne den længe ventede Ninja Warrior-bane, der er udfordrende for både børn og voksne. Ninja Warrior-banen er en forhindringsbane, der blandt andet er kendt fra Kanal 5-programmet ”Danmarks Ninja Warrior”. Ninja Warrior-banen åbner lørdag den 10. februar klokken 10 med besøg af den amerikanske Ninja Warrior, Lance Pekus, også kendt som Cowboy Warrior. 

Rush Aarhus, Søren Nymarks vej 8F-G 8270 Højbjerg. Parken har åbent hele vinterferien, hvor det er muligt at prøve banen. Se åbningstider.

Salling holder åbningsfest for nye luksus-brands
Salling fejrer introduktionen af mærker som Little Marc Jacobs, Kenzo, Hugo Boss og Zadig & Voltaire til børn og teens. Det sker med en åbningsfest lørdag den 10. februar. Her får butikken besøg af en ansigtsmaler, hvor man blandt andet kan få malet den flotte Kenzo-tiger. Der vil være give aways til de første 30 købende kunder fra de fire nye mærker.

Åbningsfest i Salling, lørdag den 10. februar klokken 10-14

Foto: Musikhuset

Se Vitello-teater i Musikhuset
Kim Fupz Aakesons ”Vitello”-bøger er nogle af landets mest populære børnebøger. Bøgerne bruges flittigt i de første klasser i Folkeskolen – ligesom de er rigtig populære børnebøger på biblioteket og som højtlæsning hjemme. Nu kan du og ungerne opleve Vitello som musikforestilling for hele familien med iørefaldende sange og skøre replikker. Der findes 14 bøger om krudtuglen Vitello. 8 af disse er med i teaterforestillingen.

Vitello, Musikhuset Aarhus, lørdag den 10. februar klokken 13 og 15 (få billetter)

Gratis gaming-event i Bruuns Galleri
Oplev det vildeste race i midten af Bruuns Galleri, når Thrustmaster stiller op med deres nyeste Sim-Racing udstyr. Her er der mulighed for at konkurrere med venner og familie på de mest kendte race-tracks i verden. Der er også mulighed for at prøve alle de gamle spil fra ATRAI & SEGA i Retro Gaming område ved Baresso og på 1. sal ved Bahne.

Gaming-event i Bruuns Galleri fra lørdag den 10. til lørdag den 17. februar, klokken 11-16.

Foto: Cirkus Krone

Cirkus Krone laver vintercirkus i Musikhuset. 
Igen i år præsenterer Cirkus Krone og Musikhuset vintercirkus i vinterferien. Det foregår i lille sal, som skaber de perfekte rammer til en hyggelig, nærværende og god oplevelse for hele familien. Programmet er sat sammen af cirkusdirektør Irene Thierry med nogle af de bedste internationale artister. Forestillingen er en rigtig god startforestilling for de helt små.

Cirkus Krone i Musikhuset, Lille Sal. Billetpris 110-130 kroner. Lørdag den 10. februar til lørdag den 17. februar (bemærk forskellige spilletidspunkter).

Kom med til Mexico og dans med skeletter
Tag familien med på Moesgaard i vinterferien til hygge og masser af aktiviteter. I uge 7 inviterer museet både børn, forældre og bedsteforældre med på oplevelse i museets udstilling om minderitualer i Mexico. Kom og dans med skeletter, bliv ansigtsmalet og klip papel picado, som er smukke mexicanske papirguirlander. Der er også mulighed for at tage en selfie med figurskeletterne fra Mexico, La Catrina og el Catrin.

Moesgaard Museum. Vinterferieaktiviteterne foregår i uge 7 fra mandag 12. februar til og med lørdag 17. februar hver dag fra kl. 11-15.

LÆS OGSÅ: Kids Aarhus store FASTELAVNS-guide for børn

Vinterferiesjov hos LopMoreKids
Hos LopMoreKids i Højbjerg, er der også lagt op til vinterferiehygge, hvor børnene kan deltage i tegnekonkurrence, få lavet ansigtsmaling og læst højt, mens mor og far shopper. Der er aktiviteter alle vinterferiejs dae – kig forbi LopMoreKids Facebook-side for at se de præcise tidspunkter for aktiviteterne.

LopMoreKids, Bjødstrupvej 20C, 8270 Højbjerg. Der er gratis arrangementer for børn  alle dage i vinterferien

Bamsefabrik i City Vest
Besøg City Vest i vinterferien og oplev den sjove bamsefabrik, som du kan deltage i, hvis du køber billet á 50 kroner i informationen. Billetten inkluderer masser af spændende overraskelser – blandt andet slik, perler, slim og selvfølgelig en bamse fra Bamsefabrikken.

Bamsefabrikken i City Vest har åbent man-fre. klokken 11-17, lørdage klokken 11-15. Billetter sælges fra lørdag den 10. februar klokken 10.

Lav dine egne bolsjer i Den Gamle By
Kom og vær med til hyggelige indendørs aktiviteter i vinterferien i Den Gamle By. Børnene kan lave bolsjer, bolde, biler eller blæksprutter. Besøg også 1927-husmoren. Der er åbent i konditoriet, hos bageren , isenkræmmeren og boghandleren. Husk også den spændende udstilling Aarhus Fortæller med en tidsrejse i 1200 års historie.

Den Gamle By har i vinterferien (uge 7 og 8) åbent dagligt fra klokken 10-16. Børn under 18 år har gratis entre.

Dragejagt i vinterferien
Alle børn har i vinterferien mulighed for at tage på dragejagt og hjælpe med at finde de forsvundne lykkesten, som befinder sig i en skattekiste et sted i Storcenter Nord. Med dragejagten følger en halskæde, en lykkeamulet og et kodekort. Udover dragejagten får alle børn også et lille aktivitetshæfte med historier om dragerne og sjove opgaver, så I selv kan gå på opdagelse blandt dragerne.

Dragejagt i Storcenter Nord, hver dag fra den 10. til 18. februar klokken 10-16

På glatis foran Musikhuset
Få sved på panden, farve i kinderne og vind i håret på den udendørs skøjtebane ved Musikhuset i vinterferien. Tag dine egne skøjter med, eller lej et par i skøjteudlejningens åbningstid. Skøjtebanen er gratis at bruge, og kan benyttes det meste af døgnet. Leje af skøjter koster 45 kroner pr. par.

Skøjtebanen i parken foran Musikhuset. Åbent døgnet rundt. Se skøjteudlejningens åbningstider (hvis du skal leje skøjter). Skøjtebanen har åbent til 28. februar.

Sig farvel til sabelkatten, og se en hval blive dissekeret
I vinterferien er det sidste chance for at stå ansigt til ansigt med sabelkatten, hulebjørnen og alle de andre fortidsdyr, for udstillingen, “Jagten på istiden” lukker 25. februar. I vinterferien kan I også teste jeres evner på jagtmarken, sætte dyrespor, lave foderkugler, tage på skattejagt og møde museets levende dyr. Traditionen tro vil man også dagligt kunne opleve dissektioner af vilde dyr. Alle aktiviteter er gratis, når entréen til museet er betalt.

Vinterferieaktiviteterne på Naturhistorisk Museum foregår fra lørdag den 10. februar til søndag den 18. februar klokken 10-17. Børn og unge under 18 år har gratis adgang.

Foto: Gammel Estrup – Herregårdsmuseet

Børnemuseum på Gammel Estrup i Vinterferien
Børn og barnlige sjæle kan i vinterferien prøve kræfter med rigtigt museumsarbejde, når Gammel Estrups formidlere har fundet graveredskaber og museumsgenstande frem. ”Historiske genstande fra herregården skal udgraves, registreres og formidles i Gammel Estrups eget børneværksted. Vi skal lære om historiske perioder og hvis man har lyst, kan man klæde sig ud i historisk tøj og få taget sit eget portrætfoto”, siger museumsformidler Anders Sinding.

Gammel Estrup har åbent alle dage i vinterferien klokken 10-16. Børn under 18 år er gratis, mens entre for voksne er 45 kroner.

Bliv en del af et kæmpe brætspil på ARoS
Ryk direkte i kunstfængsel. Lav en miniatureudgave af Boy. Og klæd dig ud som kunstværket Flora. I skolernes vinterferie er galleriet på niveau 5 omdannet til en 1000 kvadratmeter stor spilleplade. Ved at slå med en kæmpeterning bevæger gæsterne sig som brikker rundt på den mangefarvede plade og løser opgaver, hvor man både skal bruge kroppen og hovedet. Spillet appellerer til hele familien og til dem, der ønsker at give deres børn en anderledes kunstoplevelse i vinterferien.

ARoS, niveau 5, fra søndag den 11. februar til søndag den 18. februar. Alle dage fra klokken 10-17. Onsdag til klokken 22. Børn under 18 år kommer gratis ind på ARoS.

Foto: Teater V

Mød Karius og Baktus i Musikhuset
De to frække tandtrolde Karius og Baktus gæster søndag den 11. februar Musikhuset i Teater V’s opsætning af Thorbjørn Egners elskede historie om de to frække tandtrolde, der elsker wienerbrød og søde sager. Historien udspiller sig i en farverig og tegneserieagtig scenografi med blandt andet sæbebobler, kæmpe kager og tandhuse. Varighed 35 minutter.

Karius og Baktus, Musikhuset, Rytmisk Sal, søndag den 11. februar klokken 11 (få billetter).

LÆS OGSÅ: 5 børnevenlige stop på Letbanen

Kram en kvælerslange
Tør du røre en ægte, levende slange? Det har du mulighed for, når Åby Bibliotek får besøg af Peter Løve Mark og hans slanger. Peter viser slangerne frem og fortæller en masse spændende detaljer om deres liv. Til sidst er der mulighed for at få taget et personligt billede med en slange og få et slangetæmmerbevis hos Peter. Arrangementet er gratis, men der skal bookes billet her. Slangetæmmerbeviset koster 25 kroner.

Kram en kvælerslange, Åby Bibliotek, Ludvig Feilbergs Vej 7, 8230 Åbyhøj, tirsdag den 13. februar klokken 11-12.30

Kan du finde en blå trækelefant?
Der er mange gode grunde til at tage sine børn med i Illums Bolighus torsdag den 15. februar og fredag den 16. februar. Du og dine børn kan blandt andet deltage i skattejagten, hvor I skal finde alle trækelefanterne fra Sebra, der gemmer sig på 1., 2. og 3. sal. Illums Bolighus udlodder 3 x gavekort af 500 kroner til Sebras fantasifulde børneunivers. Vinderne trækkes lørdag den 17. februar og vil få direkte besked.

Illums Bolighus, Lille Torv 2, 8000 Aarhus C, torsdag den 15. og fredag den 16. februar i butikkens åbningstid

Prop og Berta kommer til Musikhuset
Oplev en fra-start-til-slut, fuld-fart-over-feltet komedie for hele familien når Prop og Berta fra Holbæk Teater rammer Musikhuset. Den ene ørehængende rap-sang afløser den anden om Prop, der har arvet et hus i en hyggelig lille by. Da han flytter ind opdager han, at huset ligger i udkanten af Heksens skov. Heldigvis får Prop hjælp af den tapre ko Berta. Teksterne er skrevet af rapperen Clemens, musikken er komponeret af DJ Thomas Volmer Schulz og fremføres live på scenen.

Musikhuset Aarhus, Rytmisk Sal, lørdag den 17. februar klokken 15 og søndag den 18. februar klokken 13 (billetpris 155-235 kroner)

Foto: Pixabay

Få et ballondyr i IKEA
Lørdag den 17. februar er der mulighed for få lavet sit eget ballondyr, når ballonmanden kommer forbi det svenske varehus og underholder familiens mindste. Det er gratis at være med.

IKEA, Graham Bells Vej, 8200 Aarhus N, lørdag den 17. februar klokken 11-14

Bamsehospital i Bruuns Galleri
Bamselæger og sygeplejersker står klar til at kigge på børnenes medbragte bamser, som måske har brækket benet, ondt i øret eller andet, så de kan blive raske igen. Det er det eneste bamsehospital i Danmark, og her kan børnene også opleve hospitalsklovene som laver sjov. Alle børn og deres bamser er varmt velkomne.

Bamsehospital i Bruuns Galleri (i stueetagen ved Baresso), søndag den 18. februar klokken 10-16. Gratis

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.