Foto: Happyhousewife.dk

Som fuldtidsstuderende og arbejdende mor til to (snart tre) skønne drenge, er der aldrig en kedelig dag i bloggeren Thereses liv.

Indtil for nylig var hendes officielle titel dog “hjemmegående husmor”, deraf navnet på hendes blog HappyHousewife.dk

Som Therese selv skriver, er hendes blog en god blanding af “lidt seriøse tanker, nogle provokerende udsagn, en lille smule kreativ udfoldelse og en hel del almindelig familiehygge”.

I sin periode som hjemmegående fandt Therese virkelig ud af hvor meget Aarhus har at byde på, når det kommer til børnefamilier, og nogle af de ting deler hun med os her.

Hvad er i dine øjne den bedste udeaktivitet med dine børn?
Vi bor i den sydlige del af Aarhus, og tager gerne ned til stranden, når vejret er til det.

Uanset årstid kan man altid finde fine souvenirs i form af sten og strandskaller, og ellers lege i sanden.

Nu hvor den Uendelige Bro er kommet for at blive er det også nærmest blevet en aktivitet i sig selv at sidde på kanten af den og kigge på de spændende ting der foregår i vandet.

Hvad er yndlings-regnvejrsaktiviteten med dine børn hjemme hos dig?
Det er uden tvivl at læse Anders And-blade.

Vi køber nærmest altid en lille stak Anders And-blade når vi er i en genbrugs-forretning, så vi altid har nyt læsestof til regnvejrsdage (eller de sene morgener, hvor man bare ikke kan komme ud af pyjamassen).

Og det bedste er, at de tit kan købes for nogle få kroner pr. blad, så på den måde bliver det også en billig aktivitet.

Hvor finder man Aarhus’ bedste legeplads?
Ørnereden vil jeg fremhæve som en af de bedste steder, da legepladsen der er af en mere ”naturlig” stil, og derfor opfordrer til mere kreativ leg end legepladser med ”moderne” udstyr.

Hvad er din favorit-børnetøjsbutik i Aarhus?
Nu må jeg indrømme, at vi finder det meste af drengenes tøj i H&M – det skal bare være blødt og behageligt.

Og gerne til en pris, der afspejler, at vi er nødt til at fylde garderoben op flere gange om året – enten fordi de vokser, eller fordi der meget nemt kommer huller på knæerne, når der leges igennem.

Jeg holder dog tit øje med hvornår de forskellige tøjmærker holder lagersalg, for på den måde at supplere H&M-garderoben.

Hvilken butik tager du oftest hen i for at købe legetøj til dine børn?
Vi finder tit det legetøj vi skal bruge i de almindelige supermarkeder, som Kvickly og Føtex.

Ellers bliver det også ofte ”en lille ting”, når vi enten er i en genbrugsforretning, eller Søstrene Grene, da det både er budgetvenligt, men også fordi det legetøj, vi finder der, er lidt anderledes og/eller kreativt.

Hvad er dit bud på den bedste barselscafé i Aarhus?
Nu er det jo et stykke tid siden jeg har været på barsel med en helt lille, men jeg ser frem til at prøve det igen inden længe.

I de to tidligere barsler har cafeen Suppestegogis ved åen været en favorit – der er som oftest lidt mere stille og roligt end ved de andre cafeer langs åen, og maden er superlækker (og økologisk!).

Den eneste downside ved denne café er, at der ikke er puslebord på toiletterne, men om sommeren kan det klares i barnevognen, og når det er koldere udenfor tillader personalet tit, at man ordner sagerne i liften diskret i et hjørne af cafeen, hvis det ikke er til gene for andre gæster.

Og hvis det er helt krise er der ikke langt til Magasin og dets puslefaciliteter.

En anden café, som jeg ikke vidste eksisterede, da jeg var på barsel sidste gang – men som jeg mistænker, jeg kommer til at bruge meget denne gang, er foodfein på Sønder Allé.

Den har alt hvad man skal bruge; beliggenhed midt i centrum, simpel (men god) mad og kaffe til overkommelige priser, puslefaciliteter.

Og i ”baglokalet” er der dejlige bløde sofaer og god plads til barnevogne og lignende.

Hvor tager du oftest familien med ud og spise henne?
Som de fleste andre Aarhusianere er vi blevet rigtig glade for Aarhus Streetfood.

Det er et genialt koncept, når man har utålmodige børn, der ikke gider at vente i en halv evighed, inden maden kommer.

Og så sørger vi for at sætte os i nærheden af (det meget lille, men stadigvæk fungerende) legeområde, så er der også lidt ro til at far og mor kan spise sin mad.

Det er dog ikke så tit vi tager ud at spise. Manden og jeg prioriterer hellere en gang i mellem at få lidt god mad hjem, som vi kan få efter børnene er puttet – og der er Mr. Mums en helt klar favorit!

Rigtig god mad, som man selv bare varmer en lille smule, når det er kommer hjem, så man kan være sikker på at få frisk, varm mad – også selv om putningen trækker lidt ud..

Du og din familie skal på udflugt i Aarhusomegnen. Hvor tager I hen?
Hvis vi virkelig skal begejstre børnene, tager vi enten til Svømmehallen i Odder (som i vores optik er bedre, end dem vi har her i Aarhus) eller Leo’s Legeland.

Det geniale med Leo’s Legeland er, at når børnene er så store som vores (snart 4 og 5,5 år), så kan de sagtens løbe rundt derinde selv…

Så vi placerer os ved et bord i nærheden af udgangen, så vi kan holde øje med, at de ikke smutter ud, med en bog eller lignende, og så er det ellers dømt fri og fantastisk leg til børnene og lidt afslapningstid til forældrene.

Man skal dog være forberedt på, at støjniveauet nok ikke kan kategoriseres som afslappende, hehe.

Hvad er efter din mening det mest oversete børnested i Aarhus?
Ud over de kommunale institutioners legepladser og Legelandet ved Langenæsstien, som er blevet nævnt i tidligere opslag, vil jeg sige ”Børnekulissen”.

Børnekulissen er en del af Aarhus Kommunes ”Læring og Udvikling”, indenfor børn og unge, og står bag rigtig mange sjove og underholdende teaterforestillinger for børn.

De optræder ofte i forbindelse med højtider eller arrangementer i for eksempel i Musikhuset og Dokk1, og man kan besøge dem i deres lokaler i Åbyhøj.

Børnene ELSKER, når vi ser en af deres forestillinger.

Hvad mangler vi på børnefronten i Aarhus?
Når det kommer til tilbud til børn og børnefamilier, synes jeg, Aarhus er ved at have ret mange gode tilbud.

Der er dog en helt lav-praktisk ting, jeg rigtig gerne ville ønske mig, hvis det kunne lade sig gøre: bedre plads til barnevogne i for eksempel busserne.

Mange af os er afhængige af offentlig transport for at kunne tage ud til de forskellige tilbud, og jeg tror, alle småbørnsforældre har oplevet, ikke at kunne komme med en bus, fordi der allerede var to barnevogne i bussen (og så er der tit ikke plads til flere).

Det kan være, at Letbanen vil afhjælpe dette problem lidt – det må tiden vise.

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.