Foto: Mai Lykke / Kids Aarhus

Du har baby med i byen. Du skal have frokost og måske en tiltrængt kop kaffe.

Du vil rigtig gerne parkere barnevognen et sted, hvor junior trygt kan sove videre, og hvor du samtidig kan slappe af og nyde et øjebliks pause.

Vi har gjort arbejdet for dig, og bringer her en liste over cafeer med barnevognsparkering.

Gourmet i Guldsmedgade
På Langhoff og Juul får du et lækkert, økologisk måltid mad. Spiseriet laver en af byens lækreste kopper kaffe, og har samtidig en overdådig brunch, der kan få tænderne til at løbe på selv den mest kræsne mødregruppe. Samtidig er der fine pusle-muligheder på det store badeværelse bagerst i cafeen. Barnevognen kan du parkere i gården, som ligger i forbindelse med cafeen, og sidder du bagerst i cafeen, kan du sagtens holde et øje på juniors barnevogn udenfor. Der er i øvrigt god plads mellem bordene på Langhoff og Juul, og mulighed for at låne højstole, så er er også plads til en vågen baby.

Langhoff og Juul, Guldsmedgade 30, 8000 Aarhus C.

Spiseri i kreative rammer
På Godsbanen står Spiselauget bag restauranten, hvor du kan få både morgenmad, frokost og aftensmad, lækker buffet – eller blot nyde en friskbagt kage og en god kop kaffe. Du kan trille barnevognen ind i gården, så du kan holde øje med junior gennem panoramaruderne, mens du selv mæsker dig i den lækre frokostbuffet. På Godsbanen er der god plads, hvis du skal have en lille tumling ud og kravle, og der er også fine puslefacilieter på handicaptoilettet.

Spiselauget, Godsbanen, Skovgaardsgade 3 (indgang mellem 3A eller 3H), 8000 Aarhus C

Fransk brasserie i Jægergårdsgade 
Det er ikke lige til at se det, hvis man ikke lige ved det – men på Juliette kan du parkere barnevognen i brasseriets gårdhave. Det letteste er at spørge personalet i restauranten om vej – og når du så har parkeret vognen, har du til gengæld direkte adgang til en af byens allerlækreste brunchtallerkener, en skøn burger, croque madame og suveræn kaffe. Vågner baby før tid, kan I låne en barnestol. Og der er også god plads til at pusle på toilettet.

Juliette, Jægergårdsgade 54, 8000 Aarhus C

Tøsehygge på byens ældste cafe
På byens ældste cafe, Englen, kan du parkere barnevognen i nabogården, som er forbundet til cafeens gårdhave. Det vil sige, at sidder du under de lunende varmelamper i gårdhaven, kan du have stort set direkte udsyn til din baby – og hvis du sidder indenfor, kan du lade babyalarmen gøre arbejdet. På Englen er der ikke den store plads til puslerier på de små toilettet, og der er heller ingen højstole. Til gengæld kan du få den sagnomspundne Englebrunch eller en Engleburger, mens baby knurrer i barnevognen.

Café Englen, Studsgade 3, 8000 Aarhus C

De barslendes yndlingscafe 
Hos Sofies Forældre er byens cafe for barslende mødre og fædre – og en hel masse mødregrupper. Og det siger sig selv, at der er rig lejlighed for at parkere vognen i gården omme bagved, mens du slapper af indenfor med en sodavand og en sandwich. Med sit fokus på det forældre- og børnevenlige er højstole og gode puslefaciliteter selvfølgelig selvskrevne Hos Sofies Forældre.

Hos Sofies Forældre, Frederiksgade 74, st. tv, 8000 Aarhus C

Middagslur i 6. sals højde
Det er måske ikke den mest oplagte tanke, at din baby skal sove middagslur i 6. sals højde. Men, når I nu er i byen, så hvorfor ikke tage elevatoren op på toppen af byens stormagasin til Salling ROOFTOP. Her kan du parkere vognen i læ for vinden på tagterrassen,  og nyde en lækker frokost med 360 graders panoramaudsigt over byen, mens junior snorker i barnevognen. Og går bølgerne rigtig højt, kan I selvfølgelig også springe på en drink fra drinkskortet.

Salling ROOFTOP, Søndergade 27, 8000 Aarhus C

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.