Nattens budgetforlig sikrer penge til ny skole

Nattens budgetforlig sikrer penge til ny skole

af -
Foto: Pixabay

Selvom det egentlig var besparelser, der var øverst på dagsordenen under forhandlingerne til budget 2019, så lykkedes det i sidste ende at holde børn og skoler fri af nedskæringerne – og samtidig er der sikret penge til at bygge nye skoler.

Det sker ved at halvkompliceret regnestykke, som ser således ud.

Det er nemlig sådan, at kommuner, der sænker skatten, får et tilskud fra staten. Og det betyder, at Aarhus tjener knap 50 millioner kroner  ved at fremrykke nedtrapningen af dækningsafgiften på erhvervsejendomme.

Opsparing til ny skole
Og 40 millioner kroner ud af de knap 50 millioner den gevinst skal bruges til at bygge nye skoler.

“Det er glædeligt, at det, trods en sparerunde, er lykkedes at finde penge til at starte en opsparing til en ny skole”, siger Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge.

Aftrapningen blev aftalt mellem Socialdemokraterne, Venstre og Konservative i 2011 og fastslog, at dækningsafgiften på erhvervsejendomme skulle aftrappes fra 2020 og frem.

Nu fremrykker et bredt flertal, som også fatter SF, Radikale og Alternativet, aftrapningen, hvilket betyder, at der trods en tidligere start samlet set bliver 48,9 millioner kroner mere til Aarhus.

1300 nye elever frem mod 2023
Samtidig bliver der ikke færre skatteindtægter.

“Aarhus vokser og det kræver udbygning på skoleområdet over de kommende år, og det har været en betingelse for mig, at hovedparten af gevinsten ved fremrykningen kommer fremtidens skolebørn til gode”, siger Thomas Medom.

I forliget beder det brede flertal samtidig forvaltningen om at undersøge, hvordan der i de kommende år skabes plads til hundredvis af nye skolebørn.

I følge prognoserne vil der således frem mod 2023 blive 1300 flere elever i de aarhusianske skoler.

Byrådet ventes i forbindelse med næste års budget at tage beslutning om hvordan udvidelsen skal ske.

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.