Foto: Latbanen

Så skete det endelig: Letbanen fik alle tilladelser i hus, og den kører fra i dag mellem Aarhus H og Skejby.

Og hvorfor ikke tage ud og og prøve Letbanen i løbet af juleferien?

Men hvor skal I køre hen?

Vi iler her med et udpluk af de mest børnevenlige stop på den såkaldte indre strækning.

DOKK1
Aarhus nye hovedbibliotek er et mekka for børnefamilier med en lækker café og flere legepladser både inde og ude. I børneafdelingen er der, ud over bøger, aktivitetsrum . en legeplads for de helt små, udklædningstøj og masser af forskelligt lækkert legetøj. Perfekt til en regnvejrsdag.

Hvis I skal af her, skal I stige af under DOKK1 og kan tage elevatoren direkte op i biblioteket.

Universitetsparken
Ved stoppet Universitetsparken træder I ud af Letbanen, og stort set direkte ind på universitetsområdet. Her ligger Naturhistorisk Museum og Steno Muséet – og der er også en hyggelig legeplads (med toiletter) i Vennelystparkens vestlige ende.

Standsningsstedet ligger på Nørrebrogade, og man stiger ud til en tunnel, der sikkert bringer dig ind på Universitetets område – enten via en trappe eller elevator ned til en tunnel, der fører under Nørrebrogade.

LÆS OGSÅ: Den store børnevenlige guide til Letbanen

Aarhus H
Aarhus H er også et oplagt sted at stå af, hvis man er på tur med familien. For her landet I i det centrale Aarhus, og kan enten tage rulletrappen eller en elevator direkte op i Vandrehallen, og herfra gå videre ind i shoppingcenteret Bruuns Galleri eller ud på Banegårdspladsen, hvor I kan gå videre ned mod Strøget – eller tage trappen op til Bruuns Bro, hvorfra I kan komme til Frederiksbjergs hyggelige gader.

Skolebakken
Stoppestedet ’Skolebakken’ (efter DOKK1) bringer dig tæt på den nye Havneplads og springvandet Endless Connection – eller måske en tur på Jensens Bøfhus i den flotte Toldbods-bygning.

På hospitalet
Hvis I skal på hospitalet i Skejby, kører Letbanen også til døren.

Stoppestedet ved Universitetshospitalet i Skejby ligger et stykke fra hovedindgangen. Derfor stiger du direkte over i en gratis shuttlebus, der kører rundt til flere af de mange afdelinger på hospitalet.

  • Første etape af Letbanen bliver i cirka 110 kilometer lang.
  • Den nye strækning fra Aarhus H til Lystrup består af 12 kilometer nye letbanespor.
  • Grenaabanen, som løber fra Aarhus H, udgør cirka 70 kilometer. Odderbanen udgør knap 30 kilometer.
  • Letbanen får i alt 49 stationer. Grenaabanens og Odderbanens nuværende stationer bevares og hertil kommer 17 stationer på den nye strækning.
  • Derudover er der planlagt nye standsningssteder i Thorsager og Hessel på Djursland, der forventes at åbne i slutningen af 2017.
  • De 26 nye letbanetog er fordelt på to typer: 14 sporvogne af modellen Variobahn og 12 sporvognstog af modellen Tango.
  • Sporvognen Variobahn, som Stadler producerer i Berlin, er 32 meter lang og indrettet med relativt flere stå- end siddepladser samt seks centralt placerede dobbeltdøre, så passagerer hurtigt kan stige af og på.
  • Med en topfart på 80 km/t skal Variobahn især køre på den indre strækning i Aarhus og på strækningen Odder-Aarhus H-Lisbjerg-Lystrup.
  • Sporvognstoget Tango, som Stadler producerer i den schweiziske by Altenrhein, er 39 meter langt.
  • Topfarten er 100 km/t og med avanceret luftaffjedring og flere og større sæder, skal det især betjene den længere strækning mellem Aarhus og Grenaa.
  • Tango kan dog også køre i det centrale Aarhus og på strækningen til Odder, når det er nødvendigt.
Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.