Anders fra Lille Nørd – 10 hotspots i børnehøjde

Anders fra Lille Nørd – 10 hotspots i børnehøjde

af -
Foto: Lille Nørd med Anders og Katrine

Anders Falck er kendt som den ene halvdel af Lille Nørd-duoen Anders og Katrine, der har lavet programmer om alverdens dyr til Ramasjang.

Han optræder stadig rundt omkring i landet og er klar med nyt Anders og Katrine show i efterårsferien. På søndag spiller de sammen i Musikhuset.

Anders er oprindeligt fra Nordsjælland, men rykkede til Aarhus for at lave Lille Nørd i 2009, blev kærester med kollegaen Sofie, og i dag bor de sammen i Skæring Strand med deres fællesdøtre, Magda på fem år, nyfødte Karen og bonussønnen Kalle på 10 år.

Til hverdag arbejder Anders som Creative Producer ved M2 Film i Filmbyen på havnen i Aarhus.

Hvad er i dine øjne den bedste sommeraktivitet med dine børn?
I fødselsdagsgave fik jeg af et SUP board af min kærestekone Sofie. Det er stort nok til, at jeg kan have et barn med ombord.

Vi bor ved Skæring Strand, så når vinden er til det, sætter vi boardet i vandet og padler en tur.

Hvad er yndlings-regnvejrsaktiviteten med dine børn hjemme hos dig?
Min ældste datter Magda og jeg, kan godt lide at tegne. Hun har en inspirerende fantasi.

Vi har lige genopdaget Tegn og Gæt – Årets familiespil 1989 – så nu lærer børnene også at tegne skateboard, walkman og guf. Når vi er lige ved at få indekuller, gør en nøgenregndans i haven godt.

Hvor finder man Aarhus’ bedste legeplads?
Børnenes Jord. Mest fordi den rent faktisk bliver brugt modsat mange af fællesarealerne i forstaden.

Da vi boede i øgaderne, havde vi foddervagt, hvor børnene hjalp til med at fodre fugle, høns og geder. Det kan vi godt savne lidt, så nogle gange tager vi forbi og møder som regel nogen, vi kender.

Hvad er din favorit-børnetøjsbutik i Aarhus?
Vi har mange børn, og de har mange fætre og kusiner, så vi arver og har sjældent brug for at købe nyt tøj.

Men når vi er færdige med tøjet, afleverer vi det til Mødrehjælpens butik på Trøjborg – den vil jeg gerne anbefale.

Især når de er små, bruger de tøjet så lidt, at det sagtens kan bruges af flere børn, og så har genbrugstøj også den fordel, at de fleste kemikalier er vasket ud.

Hvilken butik tager du oftest hen i for at købe legetøj til dine børn?
Igen har vi sjældent brug for at købe nyt. Når vi køber gaver, foregår det oftest i Askeladen i Gammel Munkegade.

Hvad er dit bud på den bedste barselscafé i Aarhus?
Jeg går ikke meget på barselscafé, men Sofie er på barsel med vores yngste datter, Karen, og de kan godt lide vores lokale Café Bedste på Gartnergården.

Hvor tager du oftest familien med ud og spise henne?
Aarhus Street Food er virkelig smart til en familie med forskellige præferencer.

Sofie kan spise vegetarisk, Kalle kan få shawarma, Magda og jeg foretrækker pizza eller burger.

Jeg vil anbefale at spise tidligt og undgå rush hour med børn.

Du og din familie skal på udflugt i Aarhusomegnen. Hvor tager I hen?
Når Katrine og jeg optræder foregår det oftest i storcentre og forlystelsesparker, så det får vi masser af.

Børnene er vilde med det, men når jeg har friweekend, foretrækker vi naturen.

Marselisborg dyrehave og Moesgaard er gode bud – både inde og ude. Vi optog mange af Lille Nørd programmerne derude omkring, så der er masser af gode minder.

Hvad er efter din mening det mest oversete børnested i Aarhus?
Som eksilkøbenhavner er noget af det, jeg sætter allerstørst pris på ved Aarhus, naturen omkring byen.

Det er fantastisk med skov, strand og hav så bynært i begge retninger.

Vi bor i Skæring cirka 15 km fra centrum med skov, strand, marker og hede.

Jeg ved ikke, om det er overset, men jeg tror mange indfødte aarhusianere tager det lidt for givet.

Jeg synes det er noget af det, der gør Aarhus til en fantastisk by at have børn i.

Hvad mangler vi på børnefronten i Aarhus?
Vi elsker at tage til Berlin og Hamborg med børnene, fordi der er så mange hyggelige, urbane legepladser.

I de tyske storbyer har børnehaverne ikke hver deres legeplads, men der er til gengæld mange offentlige legepladser til fri afbenyttelse.

Ofte er de omgivet af hippe caféer, hvor man lige kan købe en god kop kaffe, mens børnene leger.

Den slags steder synes jeg ikke, vi har for mange af i Aarhus. Godsbanen er nok det nærmeste, vi kommer.

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.